Drømmen om at få børn.. Og så virkeligheden!

Det hele starter jo med, at vi går og sukker efter andres maver, falder i staver når vi ser en barnevogn trille forbi på gaden og prøver desperat at overtale vores mænd/kærester til at gå med ind i babybutikkerne så vi kan se på de ting vi SNART skal købe.  Vi drømmer om hvordan det er at være gravid, skuler lidt efter ventetøjsafdelingen i H&M imens vi tænker, 'jeg bliver den flotteste gravide i byen'

Vi får på mystiskvis trukket gemalen med i projektet og pludselig står vi der med tispinden der viser 2 lyserøde streger i vinduet. Så er det nu.. NU skal vi endelig være gravid, nu skal vi have den der flotte mave vi har sukket efter. Vi skal ud og kigge på barnevogne og det kan kun gå for langsomt. Vi drømmer om hvordan det føles at være forældre, at møde sit lille barn for første gang. Fødslen bliver skøn, vi drømmer om alternativ smertelindring, om hvordan det lille barn kigger os i øjnene når det bliver lagt op på brystet for første gang <3

Så kommer virkeligheden.....

For det første starter vi ud med ligamentsmerter, dvs. menstuationssmerter uden menstruation. Ingen fortalte at man først kunne se en mave når man er halvvejs i graviditeten og indtil da, prøver vi ihærdigt at vise vi er gravide ved at gå med stramme bluser OG bælte under brystet så alle kan se at vi ikke bare har besøgt Burger King lidt for meget.

Men så kommer maven pludselig. YES, nu skal vi ud og strutte med den.. Men hvad vi også skal strutte med, er de maver der har sat sig på begge lår og omme på røven, for der ser vi mindst ligeså gravide ud som vi gør på maven. Vi er også så heldige at vi får væske i benene, så egentlig er det bedre at kalde dem for lår i skoene og det var jo slet ikke det vi drømte om dengang vi befandt os i opstartsfasen.

Fødslen kommer tættere på og her er vi så nogen der stifter bekendtskab med en fætter der kalder sig selv for slimprop. Ikke just en behagelig fætter, men nærmere en fætterklam. Om ikke andet er fætterklam kommet for at fortælle at det er nu. NU skal vi føde og vi skal møde vores barn. Det bliver en fantastisk rejse.. Og dog... De veer, de tager livet af os! De kommer hele tiden og det eneste vi kan gøre, er at tænke på at det kun bliver værre og værre og samtidig skal vi lige have et par fingre stukket op for at få en status engang imellem. Det ser sikkert meget fredeligt ud, men det føles ligesom når en dyrlæge stikker hele armen op i møllen på en ko.

Når vi så når dertil hvor vi synes at vores mænd er de største røvhuller fordi de har sat os i denne situation, så er det ved at være tid. Nu skal vi føde og stifte bekendtskab med det der kaldes for presseveer. Egentlig føles det bare som om at vi skal skide en kummefryser, men så står der gudhjælpemig sådan en klog jordmor som siger at vi skal gispe. Gad vide om hun nogensinde selv har lagt der, så hun ved hvor meget hun egentlig er hadet i netop det øjeblik..

Men så får vi endelig lov til at skubbe til den kummefryser og så går det løs. Så er vi nogen (undertegnede) som smutter dem ud som en mandel og det er så her drømmen endelig begynder.

Vi får barnet op på brystet og DET er ligeså fantastisk som vi drømte om i opstartsfasen, bare gange en million. <3  Al smerte er glemt, og vi befinder os i vores egen lille bobbel af lykke og adrenalin. Det er en fantastisk følelse.

Jeg husker som var det igår, at jeg fødte mine to drenge. Det er det største jeg nogensinde har gjort, men jeg er nu alligevel ret glad for at jeg ikke skal gøre det igen.

Tilbage sidder jeg nu med de to lækreste drenge der findes. 15 kg. for meget, hængebabser og slaskemave, men det var jo det hele værd. Det SKAL vi sige til os selv, selvom vi alle drømmer om at ligne en på 18 igen. :D